»AES-256« optræder på sikkerhedssider på samme måde, som »klinisk dokumenteret« optræder på hudplejeprodukter: mere som et mærkat end som en forklaring. De fleste, der læser det, har aldrig spurgt, hvad det faktisk gør ved en fil, eller hvorfor tallet 256 er den del, der gør arbejdet. Det er værd at forstå, for forskellen mellem et ægte krypteret hvælv og en mappe med et hængelåsikon handler som regel om netop dette.
Hvad AES-256 faktisk er
AES står for Advanced Encryption Standard — en specifik algoritme til at omdanne læsbare data til ulæselige data og tilbage igen ved hjælp af en hemmelig nøgle. Den blev udvalgt af det amerikanske National Institute of Standards and Technology i 2001 efter en offentlig konkurrence, og den er i dag standardalgoritmen bag adgangskodeadministratorer, beskedapps, VPN-tjenester og filhvælv verden over, herunder Vaultine.
Tallet »256« er længden på nøglen målt i bit. AES findes også i udgaver på 128 bit og 192 bit; alle tre bruger den samme underliggende algoritme, blot med forskellig nøglestørrelse og et lidt forskelligt antal interne behandlingsrunder. En fil krypteret med AES-256 gennemgår disse runder ved hjælp af en 256-bit-nøgle, og resultatet er chiffertekst: en sekvens af bytes, der intet afslører om den oprindelige fils indhold — bortset fra størrelsesmønstre — uden præcis den samme nøgle til at vende processen om.
Hvorfor 256 bit er det tal, der betyder noget
En 256-bit-nøgle har 2^256 mulige værdier. Det tal er svært at gøre intuitivt, fordi det ligger så langt ud over enhver hverdagsstørrelse, men en udbredt sammenligning holder stik: det svarer omtrent til antallet af atomer i en stor del af det observerbare univers. At gætte en bestemt nøgle med rå regnekraft ved at afprøve enhver kombination, indtil én virker, er ikke et spørgsmål om en hurtigere computer eller et større budget. Samtlige computere, der nogensinde har eksisteret, kørende uafbrudt siden universets begyndelse, ville ikke komme nævneværdigt tættere på at have afprøvet dem alle.
Derfor taler sikkerhedsforskere ikke om at »knække« AES-256 med rå regnekraft; det er slet ikke en mulighed. Når krypterede data alligevel bliver eksponeret, skyldes det næsten altid noget andet end selve algoritmen: en svag eller genbrugt adgangskode brugt til at udlede nøglen, en nøgle gemt et sted, hvor den kunne stjæles, eller en implementeringsfejl i den omkringliggende software. Låsen er ikke det svage punkt. Det, der passer på nøglen, er det som regel.
Krypteret er ikke det samme som skjult
Dette er den sondring, der betyder mest for enhver, der leder efter en »sikker mappe«-app. At skjule en fil betyder at ændre, om den vises, ikke hvad den er: en skjult mappe, en punktfil eller en app, der blot flytter dine fotos et mindre synligt sted hen. Filens faktiske bytes er uberørte. Slut enheden til en computer, slå »vis skjulte filer« til, og fotoet åbner præcis som ethvert andet foto, fordi der aldrig var en nøgle involveret.
AES-256-kryptering er en helt anden operation. Den flytter ikke filen og ændrer ikke dens synlighed; den omskriver filens indhold til chiffertekst ved hjælp af nøglen. Der er en hurtig måde at afgøre, hvad en app faktisk gør: vis skjulte filer, eller slut enheden til en anden computer. Hvis den »beskyttede« fil åbner normalt, var den skjult, ikke krypteret. Hvis den er ulæselig støj uden appen og din PIN, var den krypteret. (Se Hvorfor den »skjulte« mappe ikke rigtig er skjult for mere om, hvor ofte det første markedsføres som det andet.)
Det, markedsføringssiderne udelader: hvem der har nøglen
»AES-256-krypteret« er teknisk set sandt for en lang række produkter, der stadig ikke kan beskytte dig mod den virksomhed, der har bygget dem. Algoritmen siger kun, hvordan selve kodningen fungerer; den siger intet om, hvor nøglen befinder sig. En cloud-udbyder kan kryptere dine filer med AES-256 på sine servere og stadig selv opbevare nøglen, hvilket betyder, at krypteringen stopper en udefrakommende angriber, men intet gør mod et databrud hos udbyderen, en medarbejder med adgang eller en retskendelse rettet mod deres servere i stedet for mod dig.
Det er hele grunden til, at »zero-knowledge« er et selvstændigt udsagn ved siden af »AES-256-krypteret«, og hvorfor det er værd at tjekke begge dele, før man stoler på nogen af dem. Kryptering uden at vide, hvem der har nøglen, fortæller dig næsten intet om, hvem der faktisk er låst ude.
Sådan implementerer Vaultine det
Vaultine krypterer hver fil med sin egen AES-256-nøgle, genereret og brugt udelukkende på din enhed. Hovednøglen, der beskytter dit hvælv, udledes af dit mønster eller din PIN direkte på enheden, og den sendes aldrig nogen steder hen. Intet dekrypteres til en server, en kopi i skyen eller noget andet sted, der ikke er den enhed, du sidder med foran dig — og det er det, der gør designet til zero-knowledge i praksis frem for blot i en privatlivspolitik (se Hvorfor en hvælvapp uden konto faktisk er mere sikker for resten af den arkitektur).
Det forklarer også en afvejning, der er værd at kende på forhånd: hvis du mister din PIN og din gendannelsesfrase på 12 ord, kan Vaultine reelt ikke skaffe dine filer tilbage for dig. Det er ikke en begrænsning i kundesupporten, men præcis den samme egenskab, der forhindrer et databrud eller en udleveringskendelse i at nå dine filer. Nøglen, der åbner låsen, har kun nogensinde eksisteret på din enhed.
Den korte version
AES-256 er en specifik, gennemtestet metode til at omdanne en fil til ulæselig støj ved hjælp af en nøgle, der er stor nok til, at rå regnekraft ikke udgør en realistisk trussel. Det er ikke et trylleord; det er én del af et system, og den del, der afgør, om det faktisk beskytter dig, er hvem der har nøglen bagefter. At skjule en fil er ikke at kryptere den, og at kryptere en fil hos en virksomhed, der beholder nøglen, er ikke det samme som at kryptere den, så kun du kan åbne den.
Vaultine krypterer hver fil med AES-256 på din enhed med en nøgle udledt af din egen PIN, som aldrig sendes nogen steder hen. De første 10 filer er gratis på vaultine.app.
