To koder, to forskellige opgaver

Et Decoy Vault og et Duress Vault løser forskellige problemer, og det er værd at være præcis omkring, hvilket der gør hvad, før du er afhængig af nogen af dem.

Decoy Vault åbnes med en anden kode og viser præcis det, du har fyldt det med på forhånd — et sæt almindelige filer, du selv har valgt. Det er til den situation, hvor du er nødt til at låse noget op, og hvor et tomt hvælv i sig selv ville vække mistanke.

Duress Vault er en tredje kode, der åbner et tomt hvælv og samtidig sletter dine rigtige hvælv. Og det efterlades ikke som en påfaldende tom skal bagefter: det hvælv bliver dit primære hvælv, som om der aldrig havde ligget andet på enheden. Det er til den situation, hvor filerne reelt ikke må overleve oplåsningen — ikke for at aflede opmærksomheden, men for at sikre, at der ikke er noget tilbage at finde. Hvilken der er relevant, afhænger helt af, hvad du står over for, og begge dele sættes op af dig på forhånd og improviseres ikke i situationen.

Ét hvælv, ikke to separate værktøjer

Kildemateriale har det med at havne dér, hvor du var, da du modtog det — en telefon i marken, en bærbar computer tilbage ved skrivebordet. Vaultine kører på Windows, macOS, iOS og Android, så det er det samme krypterede hvælv uanset hvad, ikke en telefonapp, som du også skal huske at spejle over på en bærbar computer.

Mappeimport gør også en forskel her: en eksisterende mappe med dokumenter kommer ind som en mappe, ikke som tredive individuelle filer tilføjet én ad gangen.

Intet at kræve udleveret

Vaultine har intet kontosystem og ingen server, der opbevarer dine filer eller din krypteringsnøgle. Nøglen udledes af din kode på din enhed, og den forlader den aldrig. Det er en designbeslutning med en praktisk konsekvens: der findes ingen kopi af dit kildemateriale hos leverandøren, som nogen kan anmode om, kræve udleveret ved retskendelse eller få adgang til ved et databrud — fordi den aldrig har været der til at begynde med.